Drømmejob: "Jordemoder, dyrlæge eller politibetjent"

Telma Eiriksdottir får lidt ekstra motivation til at klare skolen, når hun mødes med Anne-Mette Enoksen fra Arriva. Af Martin Wex i Arriva Update.

14-årige Telma Eiriksdottir er en af de unge, der har tilmeldt sig Skoleguiderne for at få en voksen at tale med – en voksen, der hverken er hendes mor, far eller skolelærer. Hun er blevet sat sammen med 43-årige Anne-Mette Enoksen, der er group controller i Arriva Danmark, og det er Telma Eiriksdottir glad for, selv om hendes drømmejob ikke umiddelbart er at finde i Arriva.

"Det er ret spændende at mødes med Anne-Mette, selv om jeg egentlig gerne ville have hjælp til at blive enten jordemoder, dyrlæge eller politibetjent. Hendes job handler mest om matematik – og det kan jeg ikke lide – men det er rart at snakke med en voksen," siger Telma Eiriksdottir, der går i 8. klasse på Amager Fælled Skole i København.

Gensidig tillid

De mødes hver fjortende dag og er sammen i to timer, hvor de taler om alt og ingenting – venner, mad, motion, musik og meget mere.

"Vi snakker og hygger, og det er rigtig rart – men det er mere end det, for det handler også om at lære at stole på voksne. Det er ikke alle voksne, man kan stole på," siger Telma Eiriksdottir.

Anne-Mette Enoksen er heldigvis til at stole på og har endda en ven, der arbejder i politiet, så Telma Eiriksdottir får nok også lov at se, hvordan det er at være politibetjent.